Om Offentlig-Privat Innovationssamarbejde

Hvad er OPI?

Kort fortalt repræsenterer OPI (offentlig-privat innovationssamarbejde) en samarbejdsmodel for, hvordan offentlige og private aktører kan arbejde sammen om at skabe nye innovative løsninger.

I et OPI-projekt er deltagerne udviklingspartnere, der sammen udforsker nye fælles definerede problemer. OPI fordrer udveksling af viden og kompetencer i forlængelse af fælles og brugerorienteret idéudvikling.

OPI er blevet et kendt begreb i den kommunale og regionale innovationsverden, og forventningerne til OPI inden for den offentlige sektor er store. De konstante krav om effektiviseringer og bedre service kan ikke opnås uden radikal nytænkning i tilgangen til effektivisering og besparelse. Den unikke samarbejdsform, der ligger implicit i OPI kan således fungere som løftestang i udviklingen af den offentlige service med eksempelvis flere og bedre tilbud til borgerne, øget specialisering, stordriftsfordele, samt ikke mindst nytænkning og innovation i både opgavevaretagelsen og i selve servicen.

Det tværfaglige- og tværsektorielle samarbejde giver de nødvendige redskaber og den spændvidde af kompetencer, adgang og viden, der er essentiel for at tilgå de aktuelle problemstillinger med den nødvendige professionelle nysgerrighed og samtidig sætte brugeren i fokus.

Kom godt i gang

Hvorfor OPI?

Ved at arbejde med OPI fastholdes fokus på at kunne skabe værdi på tre bundlinjer. Kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser skal øges til glæde for den enkelte borger. Der skal ske en effektivisering af de offentlige organisationer, hvorved grundlaget for en fremtidssikret og bæredygtig organisation skabes. Endelig skal de private virksomheder opleve en øget vækst og økonomisk udbytte. OPI kan fungere som en effektiv rammesætning, der bl.a. sikrer adgang til brugere og medarbejdere, viden om offentlige beslutningsprocesser og effektivisering af arbejdsgange samt en øget intern innovationskultur med udgangspunkt i brugernes behov. 

Mødet mellem offentlige institutioner og en eller flere private virksomheder kan være et møde mellem forskellige kulturer, traditioner, værdier og sprogbrug. Begrænset erfaring med offentlig-privat samarbejde kan betyde en skeptisk og ufrugtbar indgangsvinkel til selve samarbejdet og medføre manglende tillid og vilje til at dele viden. Ligeledes kan usikkerhed affødt af forskelle i motivationen bag projektet for den offentlige og private part føre til et såkaldt værdi-clash. Disse udfordringer håndteres i guiden - trin for trin.

Ligeledes anses de juridiske rammer for samarbejdet mellem offentlige og private parter ofte som en mulig barriere for OPI. Det skyldes, at de regelsæt der regulerer det offentliges samarbejde med private virksomheder ikke er skabt med henblik på OPI. Reglerne har derimod til formål at sikre, at det offentlige køber bedst og billigst samt undgå, at det offentlige gennem selektiv støtte er med til at forvride konkurrencen på markedet.

Formålet med OPIguide.dk

OPIguide.dk har til formål at sikre en professionalisering af OPI, så fremtidens OPI projekter når frem til udbud og implementering og dermed realisering af det potentiale, der skal sikre effektivisering af sundhedssektoren.

Guiden stiller skarpt på det OPI-særlige ved innovationsprojekter, og værktøjerne i guiden er specielt udviklet til at håndtere netop det OPI-særlige ved et innovationsprojekt. Du skal stadig bruge de klassiske projektledelsesværktøjer og innovationsmetoder, du plejer at bruge, men OPI-processens særegne natur, hvor de offentlige og de private aktører skal samarbejde om et fælles udviklingsmål og løbende finde værdi i samarbejdet, gør projekterne komplekse. Risikoen for at fejle er større end ved andre former for innovationsprojekter.

Vi anbefaler derfor, at du bliver fortrolig med indholdet i OPIguide.dk, bruger vores værktøjer, når det giver mening – og sender os en case, når du er kommet i mål med dit projekt, så du kan være med til at hjælpe andre OPI-aktører godt igennem deres OPI-rejse.

Vi håber, du via siden bliver hjulpet til at få en god start på dit OPI projekt.

Med venlig hilsen
OPI-Team, Welfare Tech
Mød os her